Selsøs historie

Selsø lå oprindelig på en ø. Ser man på et kort kan man fornemme det når man ser Møllekrogen og den store Selsø Sø – der med å’er var forbundet til Roskilde Fjord.  Stednavnene Østby og Sønderby eksisterer stadig og engang var der også en Vestby.  Det oprindelige Selsø har været et mindre borganlæg, kun brønden i den nuværende gårdsplads er tilbage, den er formodentlig fra slutningen af 1200-tallet og anses for en af Danmarks største brønde fra denne periode.

Første gang gården Selsø nævnes er i 1288.  På dette tidspunkt går ejerskabet fra Biskoppen i Roskilde til Domprovst Jens Grand. Efter hans død går det tilbage til Roskildebispen.  Og i dennes eje forbliver den lige indtil Reformationen.  Jens Grand er dog en vigtig person i Selsøs historie, fordi han er den første, der bygger ved Selsø.  Roskildebisperne har lensmænd placeret på Selsø som sørger for driften af stedet. Dem findes der enkelte vidnesbyrd om, mestendels når der har været ballade med naboerne.  

Men den næste væsentlige lensmand på stedet er Oluf Skinkel, som i 1512 overtager stedet i forlening. En af hans forpligtelser er at bygge og forbedre på Selsøgård.

I 1525 overtager Niels Vincentsen Lunge forleningen, men han kommer i uføre under Grevens Fejde og bliver holdt i forvaring i Mecklenburg helt frem til 1536.  Lykken vendte da det endte med at være Christian III der sejrede. Grevens Fejde var egentlig en religionskrig mellem katolikker og protestanter og protestanterne vandt eftersom Christian III var lutheraner.  Reformationen bliver da også resultatet og Kirkens eje bliver til Kronens besiddelse.  For Niels Vincentsen Lunge betød det, at han nu var Kongens lensmand på Selsø til sin død. 

Næste væsentlige ejer var Anders von Barby, han fik lov til i 1557 at oprette Selsø til det første Stamhus i Danmark. Et væsentligt skift fra først at have været i Roskildebispens eje og senere i Kronens eje til nu at være i privateje og som stamhus kunne dermed gå videre til nærmeste mandlige slægtningen så længe sådanne fandtes.

Allerede i 1559 solgte nevøen Hans von Barby Selsø til Corfits Ulfeldt og en af Selsøs glansperioder kunne starte.  Denne Corfits Ulfeldt er ikke ham, der var gift med Leonora Christine, Christian IV’s datter, men fra en anden gren af den danske uradelsslægt Ulfeldt.  Denne Corfits Ulfeldt blev da også medlem af Rigsrådet da Frederik II besteg tronen. Finere kunne det ikke blive.

Og et passende gods skulle Ulfeldt da også have, derfor blev omfattende bygningsarbejder iværksat på Selsø.  Ulfeldt fik lov til at købe så mange mursten, som han havde brug for fra Sortebrødre Klosteret i Roskilde, som var lagt øde efter reformationen. Dette er formodentlig blevet brugt på opførelsen af driftsbygninger.

Midt i det hele døde Corfits og broderen Jacob Ulfeldt overtog stedet. Også han sad i Rigsrådet indtil han kom i unåde og besluttede sig at koncentrere sig om driften af sine godser. Omkring 1570 påbegyndte han opførelsen af den nuværende hovedbygning.

Også her var der brug for byggematerialer, og denne gang var det St. Clara Klosteret i Roskilde, der lagde mursten til. Der blev købt ikke mindre end ½ million mursten.  Og det blev da også en særdeles herskabelig renæssance bolig, der var en af de første i Danmark, hvor man ikke tænkte forsvar ind, men fokuserede på bekvemmelighed og æstetik.  Dette kunne især ses ved, at der var mange vinduer.  Lidt forsvars tankegang beholdt man dog – der var voldgrave og en borggård med hjørnetårne samt en portbygning. Markant ved bygningen var et trappetårn midt på langsiden ud mod gårdspladsen, der var forsynet med et spir.  Det var helt nyt og moderne.

I 1593 overtog sønnen Mogens Ulfeldt stedet efter faderens død. Helt specielt for ham var, at han faktisk var født på Selsø. Men det meste af hans virke var i Rigets tjeneste og han interesserede sig ikke videre for driften af Selsø. Den vigtigste funktion stedet havde i denne periode, var at Mogens Ulfeldt reelt holdt sin hustru Anne Munk indespærret på slottet.  Det siges, at hun havde gjort en ”bedrift” der ikke kunne tilgives. Mere ved vi ikke. Fangenskabet fortsatte selv efter Mogens Ulfeldts død, så slemt må det have været.

Anne Munk og Mogens Ulfeldt havde fire børn tre sønner og en datter og de boede på Selsø.  De havde ikke større ambitioner end at leve et komfortabelt liv, noget der irriterede Kongen i en sådan grad, at han blandede sig og opfordrede dem til at prøve lykken i udlandet. Sønnerne fik lov til at sælge gården for at finansiere deres udenlandske eventyr imens deres søster fik lov til at blive på gården, formodentlig dog ikke på slottet.

Efter 65 år var Ulfeldt’ernes tid på Selsø færdig – Selsø blev solgt i 1624 til Ernst Normand. En af de mest interessante efterladenskaber fra hans ejertid er, at der er bevaret et regnskab over godsets drift – et af de meget få fra før 1660. 

Herefter fulgte forskellige ejere, men først da Berte Skeel købte stedet ud af, hvad der reelt var et fallitbo, skete der ting igen. Hun var en særdeles dygtig administrator og fik øget stedets jorder bl.a. ved at få patronatsret over Skuldelev Kirke.

Berte Skeel havde fire børn, men de døde alle før hende og det blev hendes niece Charlotte Amalie Skeel, der var gift med Christian Ludvig von Plessen, der overtog godset i 1720 efter hendes død. Hermed kom Selsø i slægten Plessens eje – samme slægt som i 1995 overdrog slottet til den Plessenske Selsø Fond.

Christian Ludvig von Plessen var født i Mecklenburg, men kom til Danmark som helt ung med sin far. Han havde en længere karriere i Kongens tjeneste, men endte i unåde og dedikerede herefter sin tid til sine godser.  Interessant er det, at der er bevaret en instruktion han gav til sin ridefoged allerede i 1721, hvor han detaljeret beskriver, hvad man nu om dage ville kalde ridefogedens jobbeskrivelse. Tonen er ganske human, men målet er utvetydigt, at godset skal drives effektivt.

Mest markant for Christian Ludvig von Plessens ejertid er, at han moderniserede slottet. Det betød, at bortset fra kælderen, blev huset ombygget efter tidens mode. Væk med renæssancestilen og ind med barokstilen.

I 1752 overtog barnebarnet – som også hed Christian Ludvig von Plessen - Selsø og i 1753 oprettede han Selsø som Stamhus sammen med Lindholm – igen for at sikre slægtens ejerskab.  Denne generation Christian Ludvig von Plessen var meget reformvenlig og afløste hoveriet på gunstige vilkår. Han levede helt frem til 1801, hvor nevøen Mogens Scheel-Plessen overtog stedet. 

Christian Ludvig von Plessens enke Agathe Johanne von Qualen fik tildelt Selsø som enkesæde og boede her til sin død i 1829.  Hun valgte at modernisere bare lidt derfor er nogle af stuerne i slottet i empirestil.

I 1830 blev store dele af indboet solgt på auktion og siden har slottet stået ubeboet hen.

Jorderne tilhørende Selsø ejes stadig af efterkommere af Scheel-Plessen slægten som siden Mogens Scheel-Plessens tid har valgt at bo på godset Lindholm.

I 1972 forpagtede ægteparret Grethe Gunnar Nielsen og Bernhard Linder slottet, der på dette tidspunkt var særdeles forfaldent. I samarbejde med bl.a. Nationalmuseet og en lang række frivillige påbegyndtes en nænsom restaurering.

Allerede i 1973 blev slottet åbnet for offentligheden og man har løbende kunne følge med i det store restaureringsarbejde, som fortsætter den dag i dag.

I 1995 oprettede Marina Scheel Plessen Den Plessenske Selsø Fond, således at slottet blev en selvejende institution, der nu drives med midler fra billetindtægter samt tilskud fra Frederikssund Kommune og ikke mindst en uvurderlig indsats fra en række frivillige, der er organiseret i foreningen Selsøs Venner.

Kilde:  Danske Slotte og Herregårde, Alfred G. Hassings Forlag, 1944